torsdag den 6. maj 2010

Starten på min blog!

Jeg valgte at starte en blog, da jeg nu snart skal til at begynde på mit batchelorprojekt. Det kommer til at være blog-emnet det første stykke tid, men andre ting kan jo opstå undervejs! ;-D

Jeg har i mange år drømt om at bygge, beregne, syne og få godkendt min egen hot rod. Derfor startede jeg for snart 3 år siden at læse til maskinkonstruktionsdiplomingeniør (ja, det er noget af en titel!) med henblik på at kunne bygge gamle biler om. Hvorvidt der så bliver en karriere ud af det, vil tiden vise, men om end ikke andet, så kan jeg så bygge mine egne biler i min fritid.

Siden er jeg så småt begyndt på at skaffe grobund for et projekt. Jeg købte mig derfor en original Ford A Tudor fra 1930 for 2 ½ år siden, med planen om at bygge rod på den.

Men jeg nænner ikke at skære i den, og slet ikke, da jeg senere fik købt en ramme og en karosse til Ford A ladbil fra 1931, som så nu skal bygges som en diskret hot rod. Planen er at den skal have en Volvo B20 motor med kompressor, samt en masse dele fra Volvo Amazon, da jeg har kørt Amazon i omkring 8 år nu, og derfor har en masse reservedele til den model.

Planen er så nu, at da det kun er små og diskrete ombygninger, jeg vil have på Tudor'en, at jeg skal forsøge at få godkendt, at mit bachelor projekt skal være en konvertering af bremsesystemet fra det originale stangsystem til hydraulisk, med de nødvendige dokumentationer, beregninger og typegodkendelser, således at jeg kan få synet bilen med ændringerne. Jeg har snakket med de to, som nok skal blive mine vejledere, og vi er blevet enige om, at vi skal mødes mandag den 17. maj for at snakke projektet på plads. Så jeg venter spændt på en godkendelse og en specificering af opgaven, som jeg så skal arbejde med resten af min uddannelse.

Så følg med på min blog, og så, hvad det ender med!